Générateur danois de faux textes aléatoires

Mikkel følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at man kaldte ham for Storken inde i Byen.Mikkel sprokkede tysk meget gelassent, men han blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke lade være at tænke paa sit Øgenavn.

Selskabet sværme muntert ud paa Gaden og trække lige tværs over ind i den rige Martin Gälzes Bod.Da lagde Mikkel Mærke til Prins Christierns Gang.Mikkel drev endnu et Par Timer om i Byen.Langt over Midnat saa han sine tyske Bekendte en Gang til, just som de uden at bemærke ham bøjede ind i et berygtet Smug nede ved Stranden.

Iversen sad og drejede sit Bæger rundt, han saa fremdeles ud som han var syg.Da Knægtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel Thøgersen sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro.Nu svirede de allesammen tæt og tænkte ikke paa andet.

skottede stjaalent til Junker Otte, forelsket i ham, mistroisk, logrende...kendte han ham mon ikke nej, gid han alligevel ikke kendte ham.Den ene af de tyske Knægte havde et Skaar i Overlæben slet dækket af Skægget, han kunde ikke tale rent, Mikkel Thøgersen hørte hans utætte Snak og morede sig vemodigt han blev varm af alt, hvad han saa og hørte.

lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel skrev sig det bag Øret.Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde den Dag nok i sin Plage for saa vidt Mikkel vandrede ind til Byen igen i Fred med sig selv.Han sugede sine Tænder og skottede op mod Skyerne, fulgte blinkende en Fugl med Øjnene og talte Latin til sin udødelige Sjæl.

lærde Ven igen raabte en af dem, og hans læspende Udtale var ikke til at tage fejl af det var de fire, han havde truffet ude i Serritslev og et Par Stykker til.Clas tog ham i Armen og vilde have ham med, og Mikkel kunde ikke sige nej.

bankede en Puls i den blide Stilhed en Krusning løb over Vigen, selve den dunkle Luft syntes at fare sammen som et Væsen, der mindes sin Hemmelighed og sin Skæbne.Men blot fordi Mikkel havde tænkt Navnet, blev han fattig i Sjælen og ond, han fnøs og rettede sig.

Stemmer.Raabene medbragte en Forestilling om oplyste Rum og om noget, der nu foregik.Mikkel Thøgersen trak sig ned i Kamret igen.Ove Gabriel stod nøgen paa Gulvet, færdig til at gaa i Seng, hans Øjne talte om Fuldbragthed, han lyste som en stille Vokskerte.

nogen til færds kanske Hvad der gik Lys i Ruderne, havde de tændt Lys derinde I det samme kom en Pige frem i Døren.Kusken ønskede sig en Dram.Mens han ventede paa den, blev det levende oppe i Læsset, et Par lange Ben skød sig forsigtigt ned og følte efter Hamlen, selve Personen laa paa Maven og gryntede besværet.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over Hovedhuden.Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre.Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne, lutter højfornemme Mænd.De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i Svinget.

desuden vant til, at Folk modtog ham med en vis Forbavselse, som Storken, det gjorde Jens Andersen ikke saadan en Mand var han altsaa.Men Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstændighed nu.Og idet han talte om at rejse udenlands, stammede han hjælpeløs, svimmel ved Tanken om Rom og alt det der fuglefjærnt søndernede han var ellers en Smedesøn oppe fra Limfjordsegnen.

Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr, han strøg sig atter og atter over Ansigtet.Men Heinrich fortalte væk.Otte Iversen drejede sig fra Bordet og slog det ene Ben over det andet.Da Historien endelig var ovre, blev der ganske stille, som om man havde mærket Forstemtheden.

kendeligt paa deres Stemmer, at de var haardt forkomne af Svir nu.Otte Iversen var ikke mellem dem mere.Næste Dag saa Københavns Borgere en Vogn ride med alle fire Hjul tværs over Mønningen af et højt Hus ud til Torvet.Der var nogen, der om Natten havde skilt den ad, slæbt Delene op paa Taget og samlet dem igen der.

Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa Væggene...men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt imod ham.Jens Andersen en lavstammet, bred Mand med en vældig Pande.Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange barberede Mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham.

Stemmen var lav og klangløs, men Mikkel hørte, at han satte den ned, fordi det nu just nu var en som ham, han talte med hvad han vilde, hvad han hed, Jens Andersen havde ikke god Tid.Mikkel Thøgersen kom da frem med det.Om han kunde faa et godt Raad, han vilde gærne udenlands og studere.

turede saa lidt omkring ud af en Bod og ind i en anden og fik at drikke hvert Sted.Mikkel havde god Vilje til at slaa sig løs som de andre, men han kunde ikke, fordi han saa, at Otte Iversen fremdeles var mørk og forstemt.Mikkel vidste endelig ogsaa, at Herrerne kun gav sig af med ham, fordi han morede dem.

Mikkel vendte sig og lænede Armene mod det kolde Tag.Susanna tænkte han.Susanna.Og hans Hu var saa blød, at alle stumme og livløse Ting rundt om syntes at faa Aande og Hjærte.De døve Huse holdt sig stille men udtrykte idel Godhed, Stjærnerne glippede bevæget.

Ansigtet var langt og Udtrykket deri fik pludselig Mikkel til at huske en Linedanser, han havde set en Gang ved et Marked, en ung Badutspringer, der sad ensom i en Krog uden at tage sig noget for syg velsagtens.Mikkel huskede det unge, lidende Ansigt nu netop saadanne Øjne havde han der.

Ingen af dem sagde noget, og Mikkel søgte at gaa i sig selv.Han saa ned i Mørket mellem Bordet og Bænken og fornam en bitterlig Ensomhed.Men han vilde slaa sig tiltaals, han sukkede og trak sine Rafter af Ben ind under sig, han tørrede Sveden af Panden og kom i Orden.

Mikkel pustede.Da saa Ove Gabriel frem paa ham og fejede langsomt sin hule Haand forbi Ansigtet.Du har drukket, sagde han.Han bare slog fast, at Mikkel havde sviret.Og han kunde blive ved at se med sine runde moralske Øjne uden at blinke, eller uden at de løb i Vand en Gang.

højvoksen, smal som en Pige.Knægtene smaalo.Mikkel Thøgersen tog sig sammen og drak igen.Kusken viste sig i Døren.Nu kører jeg, sagde han, og dermed satte han en Pose og en lille Halmkurv fuld af Æg ned paa Gulvet lige indenfor Døren, hvorpaa han lukkede igen for sig.

Store Bægere blev hævet formelt i Vejret og drukket ud paa Prinsens Velgaaende, og han nikkede ligedan til alle med Hagen ind mod Brystet.Conrad Vincens trippede i Feber og med Glorie om Hovedet.Men en var der, som bevægede sig frit om, en pukkelrygget Mandsling i spraglede Klæder.

medens Vinen og Velværet løste hans Sind, forhærdede han sig underneden, han følte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i Bunde og samlede sig.De tre Tyskere sværmede henne ved Skænken.Mikkel Thøgersen og Otte Iversen blev ene tilbage ved Bordet.

Iversen vilde ingen have og sagde fremdeles ikke noget.Nu sad Mikkel Thøgersen paa Bænken, hed og flov og venlig, den lækre Vin befriede hans Tynge, og dog følte han sig ubodeligt mismodig.Hans Sjæl fløj de sorgløse Herrer imøde, og samtidig beholdt han en Frygt for at være dem prisgiven og hele hans Humør begyndte at svømme og vugge i Rytme.

der stod han saa fast.Ghm Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer.Mikkel skulede op og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar...og der borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt.

rystede sig et langt knoglet Menneske med Hætte over Hovedet.Singodt, sagde han.Karlen slog den røde Dram i sig og hostede behørigt.Om han ellers holdt videre, Kusken De kunde jo altid gaa indenfor og tage en Snaps mere paa Følgeskabet.

hoppede latterligt i Sadlerne klik, klik.Sværdene dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper slog Hurra i Luften.Mikkel forføjede sig op i Byen.Overalt Soldater, Hestespektakel.Selve Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i fuldeste Harnisk.

havde været der nogle Gange.Det var længe siden.Kun en eneste Gang havde han set ham...det var altsaa den Junker Otte, han havde skimtet inde i Gaarden som en spinkel Dreng og tænkt paa siden.Han stod derinde i en Flok Hunde og med en forpjusket Falk paa Tommelfingeren.

Mikkel en Time efter gik ind mod Nørreport, hørte han igen det vilde Hovslag bag ved sig.Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi i fuldt Firspring igen og sprænge ind mod Byen.Nogle Dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet Storken, pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns Universitet.

nogen talte til ham, spjættede han sidelængs med det ene Ben og svarede rapt op som en Mops, der staar paa Bagbenene og bjæffer Mikkel kunde se, at han stadig bulede sin højre Kind ud med Tungen, naar han havde sagt noget.En Gang lo de allesammen, selv Prinsen blottede Tænderne, og Dvergen bulede Kinden voldsomt ud da lo ogsaa Mikkel taknemlig for sig selv.

anden Side Jorden.Mikkel Thøgersen begav sig hjemad, han var ked af at leve mere den Dag.Han tog ikke Vejen gennem Pilestræde, vilde ikke gaa forbi Stakittet og stirre ind efter Susanna i Dag.Han lagde sig paa Sengen, da han kom hjem.

Værdier var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin Stilling ud længere.Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem for sig.Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han var kommen i Tanker om Susanna.

lange drak just, han stod op med bøjede Knæ, og idet en stor, spids Næse tonede ud af Hætten over Kruset, tog hele Figuren sig unægtelig morsom ud.Da han havde drukket, satte han sig roligt ned.Lyset faldt paa hans Øjne, han plirede hen til Bordet, halvt fornærmet, halvt varmt spottende som en Mand, der har Filosofi.

ligge og høre paa Ove Gabriels Snorken.Nej, Mikkel bøjede Hovedet og fulgte efter de andre.At de havde ladet ham staa, behøvede jo ikke at sige, at de ikke vilde have ham med længere.Der var Lys flere Steder i Hyskenstræde.Mikkel luskede forbi de lukkede Porte og mærkede den særegne Duft, som han kendte her, Duften af Bastmaatter og Muskat der foresvævede ham en Idé, om indiske Karavaner, Kamelgødning, Tørke.

Mikkel stirrede og fik vaade Øjne, han sukkede ubevidst højt, mens han gav sig hen i Dyrkelse.Hvad der videre skete passede han nøje paa.Alle Herrerne bevægede sig med Anstand om Prinsen, alle stod i galant Position med Fødderne saa gik en frem og fejede sine Baretfjer stilfuldt bagud ad Gulvet, saa talte en anden med smilende Tænder og bøjet forover.

straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt hans Hoved, og han tabte Lysten.Under mange Tvivl naaede han ned i den Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede.Da han stod udenfor Døren, var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have Ende paa det.

bestemte sig til at søge udenfor Byen, hvor Folk ikke var alt for misbrugte af Studenter og andet Pak fra Byen.Det var en dejlig Majdag.Mikkel gik rask ud gennem Nørreport.Og saa saare han fik Markerne for Øje, blev han forvirret af Lyst, han kiggede næsten undselig op mod Himlen.

Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande.Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin gru, gru Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo.

Længe stod Mikkel Thøgersen fortabt og mættede sig med Farverne derinde og Synet af de frie Herrer der faldt en lille Straale Naade ud paa ham ogsaa, syntes han.Da der blev Opstandelse inde i Boden, som om de vilde gaa, skyndte Mikkel sig tilside.

Mikkel Thøgersen tav og krympede sig under dette Vejr af Aabenmundethed, han skelede over til Otte Iversen og han alene blev et Smil va r paa det unge, hovmodige Ansigt, og et umærkeligt Træk ved Læberne, som havde Junker Otte sporet en modbydelig Lugt.

Maaske følte Otte Iversen, at Pavsen skyldtes ham han vendte sig mod Bordet som for at staa ved sin Mening og søgte stift Fortællerens Blik.Heinrich saa ganske betuttet ud.Men nu skar Samuel igennem med en anden Historie.Han var ikke ung, det var ikke om Kærlighed, han fortalte men om en vis sindssyg Slagtning, han havde været med til en Gang, hvor de traadte Tarmene ud af Folk med Støvlehælene og kvalte dem i deres eget Møg.

vilde Ove Gabriel bemærke Erindre, at det er mit Lys, vi studerer ved.Mikkel Thøgersen rejste sig og aabnede Taglugen han var saa høj, at han kom til at rage ovenud med hele Overkroppen.Paa den Maade plejede han at gøre sig usynlig for Ove Gabriel.

vendte han Hovedet om mod den henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede hans Haar var af en fyldig mørkerød Farve.Ak, ogsaa jeg er rødhaaret, tænkte Mikkel.Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt nej, nu lo han og rynkede Øjnene Ligevægt Besynderligt Saaledes saa et Menneske ud.

hvasse Od vendte imod ham, trak det ondt som en iskold Vind ned gennem hans Rygrad det undrede ham, han var nu ellers ikke bange for Kniven.Og Clas sang Ei werd ich dann erschossen, Erschossen auf breiter Heid, Man trägt mich auf langen Spieszen, Ein Grab ist mir bereit So schlägt man mir den Pumerlein Pum, Der ist mir neunmal lieber Denn aller Pfaffen Gebrumm.

halve af Ordene sivede ham ud i Skægget.Og man opvartede med Krigshistorier, om Fægtninger her og der huit, huit om Sejre og Dødsfarer og...Heinrich, husker du den blonde Lenore raaber saa Clas ellevild.Jo, Heinrich mindedes Lenore.Historien haglede øjeblikkeligt fra hans Mund, Clas og Samuel vendte op og ned paa sig selv af Latter.

Mikkel saa tydelig hans fine, glatte Mund der var en zart Skygge om Hagen som af mørke Skægkim.Men især Øjnene forundrede Mikkel sig over, de var smaa og strammet en Kende op mod Tindingerne, men de skinnede stærkt.Prinsen havde et stort Baghoved, hans Hals var tyk og rund.

Inden Middag vidste hele Byen, at det var Prins Christiern, der havde været Mester for det.Lyset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige Kammer.Skønt Ove Gabriel for længe siden var gaaet paa Forelæsning, kunde Mikkel lugte ham, han trak med Væmmelse paa Næsen.

svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive.Men det var ham tilpas han kunde ikke holde sin Pine ud.Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed.

Lyset, blev Kusken straks staaende ved Døren ramt af Ærefrygt ogsaa den anden tabte Sikkerheden.Midt i Stuen ved Bordet sad fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Garde, der fornylig var kommen til Byen.De straalede af Klæder, deres røde, spækkede Ærmer, deres Fjer og Skæg fangede Øjet som en Glædesild.

duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. Saa listede Mikkel nølende videre.Nede omkring Torvet var der Liv og Lys endnu, det var de fremmede Krigsfolk, der ikke kunde holde sig inde men der var ogsaa mange af Byens Borgere imellem.Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade for at gaa hjem, men da mødte han en Flok Landsknægte, der kom sværmende i meget høj Stemning.