Générateur danois de faux textes aléatoires

nogen talte til ham, spjættede han sidelængs med det ene Ben og svarede rapt op som en Mops, der staar paa Bagbenene og bjæffer Mikkel kunde se, at han stadig bulede sin højre Kind ud med Tungen, naar han havde sagt noget.En Gang lo de allesammen, selv Prinsen blottede Tænderne, og Dvergen bulede Kinden voldsomt ud da lo ogsaa Mikkel taknemlig for sig selv.

maatte færdes paa Gaden, men Mikkel Thøgersen tog sig nu alligevel Forlov.Han bøjede rask tilhøjre og ned ad Pilestræde.Men da han var kommen et Stykke, tøvede han og stod tilsidst stille.Der var ikke et Menneske at se, alle Huse laa mørke, de tætte Trær i Haverne hvilede deres Løvkroner mod hinanden.

Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande.Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin gru, gru Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo.

pludselig gik der som en Taage fra Mikkels Øjne, han huskede sin Drøm.Han havde været paa det fjærne Hav, og der havde han set et forunderligt Syn.Ude i Kimmingen skinnede en straalende hvid Søjle, ikke mere end en Finger stor, men han forstod, hvor uhyre højt den maatte rage op, siden den var saa ufatteligt langt borte.

Mikkel Thøgersen tav og krympede sig under dette Vejr af Aabenmundethed, han skelede over til Otte Iversen og han alene blev et Smil va r paa det unge, hovmodige Ansigt, og et umærkeligt Træk ved Læberne, som havde Junker Otte sporet en modbydelig Lugt.

medens Vinen og Velværet løste hans Sind, forhærdede han sig underneden, han følte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i Bunde og samlede sig.De tre Tyskere sværmede henne ved Skænken.Mikkel Thøgersen og Otte Iversen blev ene tilbage ved Bordet.

storartede Jærnmenneske drejede Hjælmen til højre og venstre med en Kejsers Værdighed, Visiret var slaaet op, og de grusomme Knebelsbarter glittede i Solen.Hesten fnøs ud af Skaberaket, den var heller ikke billig.Mikkel drev Byen rundt og summede sig.

slemt mager...det er sært.Sjælen vil blive i dig, sagde Mikkel og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der hang sammen som Skroget af en arm, udpint Kælveko.Ove Gabriel stak sig under Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hænderne og afskød et Vers mod sin Kontubernal.

skottede stjaalent til Junker Otte, forelsket i ham, mistroisk, logrende...kendte han ham mon ikke nej, gid han alligevel ikke kendte ham.Den ene af de tyske Knægte havde et Skaar i Overlæben slet dækket af Skægget, han kunde ikke tale rent, Mikkel Thøgersen hørte hans utætte Snak og morede sig vemodigt han blev varm af alt, hvad han saa og hørte.

Hølæs kørende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og gyngende paa den vanskelige Vej.Som det listede afsted i Tusmørket ind gennem den snævre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet Dyr, der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden.

turede saa lidt omkring ud af en Bod og ind i en anden og fik at drikke hvert Sted.Mikkel havde god Vilje til at slaa sig løs som de andre, men han kunde ikke, fordi han saa, at Otte Iversen fremdeles var mørk og forstemt.Mikkel vidste endelig ogsaa, at Herrerne kun gav sig af med ham, fordi han morede dem.

Mikkel Thøgersen havde haft dette uomskifteligt laudable Ansigt foran sig i tre Aar, Ove Gabriels talende Tavshed havde siddet til Doms over ham til enhver Tid.Ove Gabriels retfærdige Øjne vilde flytte sig efter ham og stikke ham med Forbehold, med lovlig Ondskab, til han visnede paa Stolen.

Værdier var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin Stilling ud længere.Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem for sig.Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han var kommen i Tanker om Susanna.

Luften var fugtig.Skyerne drev deroppe, Mikkel kom til at tænke paa det løse Vand og gik ned til Stranden igen.Vinden friskede, Bølgerne gik muntre og krappe.Ude over det blaa, urolige Sund fægtede Joller sig stundesløst frem og stod paa Enden og havde travlt.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over Hovedhuden.Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre.Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne, lutter højfornemme Mænd.De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i Svinget.

Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om mon han ikke netop i Dag skulde gøre det, det han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens Andersen Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme Egn som han selv.Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det.

ligge og høre paa Ove Gabriels Snorken.Nej, Mikkel bøjede Hovedet og fulgte efter de andre.At de havde ladet ham staa, behøvede jo ikke at sige, at de ikke vilde have ham med længere.Der var Lys flere Steder i Hyskenstræde.Mikkel luskede forbi de lukkede Porte og mærkede den særegne Duft, som han kendte her, Duften af Bastmaatter og Muskat der foresvævede ham en Idé, om indiske Karavaner, Kamelgødning, Tørke.

der stod han saa fast.Ghm Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer.Mikkel skulede op og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar...og der borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt.

kendeligt paa deres Stemmer, at de var haardt forkomne af Svir nu.Otte Iversen var ikke mellem dem mere.Næste Dag saa Københavns Borgere en Vogn ride med alle fire Hjul tværs over Mønningen af et højt Hus ud til Torvet.Der var nogen, der om Natten havde skilt den ad, slæbt Delene op paa Taget og samlet dem igen der.

lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel skrev sig det bag Øret.Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde den Dag nok i sin Plage for saa vidt Mikkel vandrede ind til Byen igen i Fred med sig selv.Han sugede sine Tænder og skottede op mod Skyerne, fulgte blinkende en Fugl med Øjnene og talte Latin til sin udødelige Sjæl.