Générateur danois de faux textes aléatoires

Lyset, blev Kusken straks staaende ved Døren ramt af Ærefrygt ogsaa den anden tabte Sikkerheden.Midt i Stuen ved Bordet sad fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Garde, der fornylig var kommen til Byen.De straalede af Klæder, deres røde, spækkede Ærmer, deres Fjer og Skæg fangede Øjet som en Glædesild.

svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive.Men det var ham tilpas han kunde ikke holde sin Pine ud.Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed.

Landet laa stille derude i mosgrønt Mørke, langt ude fra Søerne kom en tæt myldrende Musik af Frøerne.Byen var falden til Ro.Vandet slikkede dæmpet mod Stolperne i Graven.En mjavs Kat vaandede sig langt borte paa et eller andet Tag.Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt bøjet tilbage op mod Skorstenen og Stjærnerne.

Mikkel pustede.Da saa Ove Gabriel frem paa ham og fejede langsomt sin hule Haand forbi Ansigtet.Du har drukket, sagde han.Han bare slog fast, at Mikkel havde sviret.Og han kunde blive ved at se med sine runde moralske Øjne uden at blinke, eller uden at de løb i Vand en Gang.

højvoksen, smal som en Pige.Knægtene smaalo.Mikkel Thøgersen tog sig sammen og drak igen.Kusken viste sig i Døren.Nu kører jeg, sagde han, og dermed satte han en Pose og en lille Halmkurv fuld af Æg ned paa Gulvet lige indenfor Døren, hvorpaa han lukkede igen for sig.

Stemmer.Raabene medbragte en Forestilling om oplyste Rum og om noget, der nu foregik.Mikkel Thøgersen trak sig ned i Kamret igen.Ove Gabriel stod nøgen paa Gulvet, færdig til at gaa i Seng, hans Øjne talte om Fuldbragthed, han lyste som en stille Vokskerte.

Ingen af dem sagde noget, og Mikkel søgte at gaa i sig selv.Han saa ned i Mørket mellem Bordet og Bænken og fornam en bitterlig Ensomhed.Men han vilde slaa sig tiltaals, han sukkede og trak sine Rafter af Ben ind under sig, han tørrede Sveden af Panden og kom i Orden.

lærde Ven igen raabte en af dem, og hans læspende Udtale var ikke til at tage fejl af det var de fire, han havde truffet ude i Serritslev og et Par Stykker til.Clas tog ham i Armen og vilde have ham med, og Mikkel kunde ikke sige nej.

Store Bægere blev hævet formelt i Vejret og drukket ud paa Prinsens Velgaaende, og han nikkede ligedan til alle med Hagen ind mod Brystet.Conrad Vincens trippede i Feber og med Glorie om Hovedet.Men en var der, som bevægede sig frit om, en pukkelrygget Mandsling i spraglede Klæder.

Slottet laa mørkt og stille, intet rørte sig uden en Jolle, der laa og rokkede i Graven ved Bropælene.Taarnet derude stræbte roligt tilvejrs og saa sig ud med smaa rynkede Glugøjne.Mikkel mumlede et Par Vers af Vergil hen for sig om den evige Nat og om den, der vaager.

Næsten i det samme mærkede han en hæftig gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos Gud og Hvermand.Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa, overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag.

bestemte sig til at søge udenfor Byen, hvor Folk ikke var alt for misbrugte af Studenter og andet Pak fra Byen.Det var en dejlig Majdag.Mikkel gik rask ud gennem Nørreport.Og saa saare han fik Markerne for Øje, blev han forvirret af Lyst, han kiggede næsten undselig op mod Himlen.

Overalt duftede det af udsprungne Trær, lunkent og syrligt som efter en Regn.Mikkel gik langsomt videre.Da han kom forbi Hjørnet, hørte han dem synge Vigilie inde i St.Clara Kloster, Stemmerne lød klart og dog murdæmpet, bønligt, som kom de fra Fanger nede under Jorden.

Mikkel Thøgersen havde haft dette uomskifteligt laudable Ansigt foran sig i tre Aar, Ove Gabriels talende Tavshed havde siddet til Doms over ham til enhver Tid.Ove Gabriels retfærdige Øjne vilde flytte sig efter ham og stikke ham med Forbehold, med lovlig Ondskab, til han visnede paa Stolen.

nogen til færds kanske Hvad der gik Lys i Ruderne, havde de tændt Lys derinde I det samme kom en Pige frem i Døren.Kusken ønskede sig en Dram.Mens han ventede paa den, blev det levende oppe i Læsset, et Par lange Ben skød sig forsigtigt ned og følte efter Hamlen, selve Personen laa paa Maven og gryntede besværet.

Lykkedag.Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene.Manden skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans Besøg.

Mikkel stirrede og fik vaade Øjne, han sukkede ubevidst højt, mens han gav sig hen i Dyrkelse.Hvad der videre skete passede han nøje paa.Alle Herrerne bevægede sig med Anstand om Prinsen, alle stod i galant Position med Fødderne saa gik en frem og fejede sine Baretfjer stilfuldt bagud ad Gulvet, saa talte en anden med smilende Tænder og bøjet forover.

Latter lød som en Skralde.Saa, Punktum, der holdt han op og sad indesluttet som før.Lidt efter tog de afsted for at slippe ind i Byen, inden Portene blev lukket.Da de kom udenfor, følte Mikkel Thøgersen igen Afstanden mellem sig og Soldaterne, han holdt sig tilbage og tog Afsked, saa snart de var naaet indenfor Nørreport.

Iversen sad og drejede sit Bæger rundt, han saa fremdeles ud som han var syg.Da Knægtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel Thøgersen sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro.Nu svirede de allesammen tæt og tænkte ikke paa andet.

Stemmerne lød opdragent derinde og afdæmpet.Der var tændt to store Ambralys.Helt længst tilbage i Stuen saa Mikkel Otte Iversen, han stod for sig selv men lod til at være i glad Stemning.Men Mikkel havde ikke meget tilovers for ham iøvrigt lige for Tiden.

Mikkel saa tydelig hans fine, glatte Mund der var en zart Skygge om Hagen som af mørke Skægkim.Men især Øjnene forundrede Mikkel sig over, de var smaa og strammet en Kende op mod Tindingerne, men de skinnede stærkt.Prinsen havde et stort Baghoved, hans Hals var tyk og rund.

Luften var fugtig.Skyerne drev deroppe, Mikkel kom til at tænke paa det løse Vand og gik ned til Stranden igen.Vinden friskede, Bølgerne gik muntre og krappe.Ude over det blaa, urolige Sund fægtede Joller sig stundesløst frem og stod paa Enden og havde travlt.

kendeligt paa deres Stemmer, at de var haardt forkomne af Svir nu.Otte Iversen var ikke mellem dem mere.Næste Dag saa Københavns Borgere en Vogn ride med alle fire Hjul tværs over Mønningen af et højt Hus ud til Torvet.Der var nogen, der om Natten havde skilt den ad, slæbt Delene op paa Taget og samlet dem igen der.

Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om mon han ikke netop i Dag skulde gøre det, det han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens Andersen Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme Egn som han selv.Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det.

Lænet op mod Bordet og Bænkene stod Sværd og Spyd, gedigne Vaaben.Enhver kunde se, at Læderstropperne havde et Fald, der var kommet ved øvet Brug.Alle fire vendte Hovedet men saa straks paa hverandre indbyrdes igen og talte videre.Pigen bragte to Krus Øl hen til Døren og satte et Lys paa det lille Bord der.

Benene lidt fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og røde Snabelsko, han stod med Brystet halvt til over Skuldrene og ned paa Brystet laa en Guldkæde.I venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner, af hvilke han nu og da nappede en med den højre Haand og spiste.

Jorden gav Foraarsduft fra sig hvad var det han mindedes derved den grønne Rug stod langt hen.Solen varmede velsignet.Mikkel marcherede frem ad Vejen og saa sig om til højre og venstre.Det var vist en Lykkedag, han følte sig let og vel tilmode.

maatte færdes paa Gaden, men Mikkel Thøgersen tog sig nu alligevel Forlov.Han bøjede rask tilhøjre og ned ad Pilestræde.Men da han var kommen et Stykke, tøvede han og stod tilsidst stille.Der var ikke et Menneske at se, alle Huse laa mørke, de tætte Trær i Haverne hvilede deres Løvkroner mod hinanden.

uventet, han havde forsømt sine Pligter ved Gudstjenesten i længere Tid.Samme Dag saa Ove Gabriel paa Mikkel som paa en anden læg Mand.Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed.Det første han foretog sig var at lade sit Mundskæg staa.

Luften var sval, Stjærnerne straalede højt over Hovedet.Til begge Sider skød Straatagene Ryg som Dyr, der sover med Hovedet gemt.Nede i Gaden vankede Vægteren med sin Lygte og lyste op ad de lukte Døre.Men ude paa den anden Side Bjælkeværket glittede Vandet, en Stjærne spejlede sig inde mellem Sivene i Graven.