Générateur danois de faux textes aléatoires

maatte færdes paa Gaden, men Mikkel Thøgersen tog sig nu alligevel Forlov.Han bøjede rask tilhøjre og ned ad Pilestræde.Men da han var kommen et Stykke, tøvede han og stod tilsidst stille.Der var ikke et Menneske at se, alle Huse laa mørke, de tætte Trær i Haverne hvilede deres Løvkroner mod hinanden.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over Hovedhuden.Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre.Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne, lutter højfornemme Mænd.De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i Svinget.

Overalt duftede det af udsprungne Trær, lunkent og syrligt som efter en Regn.Mikkel gik langsomt videre.Da han kom forbi Hjørnet, hørte han dem synge Vigilie inde i St.Clara Kloster, Stemmerne lød klart og dog murdæmpet, bønligt, som kom de fra Fanger nede under Jorden.

Virkeligheden stod han halvt bevidstløs.Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr.Trods en Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed en Kælling skreg med Sild hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.

Benene lidt fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og røde Snabelsko, han stod med Brystet halvt til over Skuldrene og ned paa Brystet laa en Guldkæde.I venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner, af hvilke han nu og da nappede en med den højre Haand og spiste.

Næsten i det samme mærkede han en hæftig gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos Gud og Hvermand.Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa, overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag.

Stemmen var lav og klangløs, men Mikkel hørte, at han satte den ned, fordi det nu just nu var en som ham, han talte med hvad han vilde, hvad han hed, Jens Andersen havde ikke god Tid.Mikkel Thøgersen kom da frem med det.Om han kunde faa et godt Raad, han vilde gærne udenlands og studere.

rejste den ene af Knægtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog høfligt tilorde paa sin tysk Vor Lystighed var ikke ondt ment gør De os ikke den Ære at drikke et Glas Vin Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud.

Ingen af dem sagde noget, og Mikkel søgte at gaa i sig selv.Han saa ned i Mørket mellem Bordet og Bænken og fornam en bitterlig Ensomhed.Men han vilde slaa sig tiltaals, han sukkede og trak sine Rafter af Ben ind under sig, han tørrede Sveden af Panden og kom i Orden.

Lykkedag.Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene.Manden skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans Besøg.

Mikkel følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at man kaldte ham for Storken inde i Byen.Mikkel sprokkede tysk meget gelassent, men han blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke lade være at tænke paa sit Øgenavn.

straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt hans Hoved, og han tabte Lysten.Under mange Tvivl naaede han ned i den Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede.Da han stod udenfor Døren, var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have Ende paa det.

bankede en Puls i den blide Stilhed en Krusning løb over Vigen, selve den dunkle Luft syntes at fare sammen som et Væsen, der mindes sin Hemmelighed og sin Skæbne.Men blot fordi Mikkel havde tænkt Navnet, blev han fattig i Sjælen og ond, han fnøs og rettede sig.

Længe stod Mikkel Thøgersen fortabt og mættede sig med Farverne derinde og Synet af de frie Herrer der faldt en lille Straale Naade ud paa ham ogsaa, syntes han.Da der blev Opstandelse inde i Boden, som om de vilde gaa, skyndte Mikkel sig tilside.

Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om mon han ikke netop i Dag skulde gøre det, det han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens Andersen Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme Egn som han selv.Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det.

Mikkel syntes desuden, han skulde kende ham.Hvem var det, hvor var det Han saa ud som en Adelsmand.Paany stod Glasset fyldt foran Mikkel Thøgersen.Han gjorde Besked med største Høviskhed, adspredt af at huske sig om og omtaaget ved Synet af Mennesket paa den anden Side Bordet.

Mikkel stirrede og fik vaade Øjne, han sukkede ubevidst højt, mens han gav sig hen i Dyrkelse.Hvad der videre skete passede han nøje paa.Alle Herrerne bevægede sig med Anstand om Prinsen, alle stod i galant Position med Fødderne saa gik en frem og fejede sine Baretfjer stilfuldt bagud ad Gulvet, saa talte en anden med smilende Tænder og bøjet forover.

extingue lucem tilføjede han i en mæt Tone.Slukke Lyset, slukke Lyset tænkte Mikkel, der skulde ikke mange Pust til.Han bøjede sig og blæste Praasen ud, tog saa sin Pigkæp og famlede ned ad Stigen.Oven over ham lød Ove Gabriels satisfakte Stemme, han læste sin Bøn.

Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande.Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin gru, gru Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo.

ned.Alle Gaderne mundede til syvende og sidst ud mod Volden indespærret var han i denne arme, skidne By, der var fedtet til med Fiskelim og Sildeskæl og begjort med Munke og Svin i alle Smøger. Han saa op mod Himlen for dog at føle Rummet frit.

Mørket var falden paa, befandt Mikkel Thøgersen sig et Sted paa Vejen udenfor Vesterport.Han hørte en Rytter komme inde fra Byen i Galop.Og næppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham.Det var Otte Iversen.I et Nu var han sprængt forbi.

opdagede han en Skikkelse henne ved Siden af den store Vægt, han kendte den unge sekstenaarige Junker, det var Kongens Søn Christiern.Mikkel for sammen og blev varm, han gik et Skridt tilbage, rørt og urolig.Og som han saa Prins Christiern der, glemte han ham aldrig siden.

lærde Ven igen raabte en af dem, og hans læspende Udtale var ikke til at tage fejl af det var de fire, han havde truffet ude i Serritslev og et Par Stykker til.Clas tog ham i Armen og vilde have ham med, og Mikkel kunde ikke sige nej.

Gabriel var der ikke, sagtens gik han ude og sang for Dørene og vendte de rene Øjne i Hovedet.Mikkel laa et Par Timer paa sin Ryg, mange Tanker afløste hverandre.Henad Aften kom Ove Gabriel hjem med Posen fuld.Mikkel rejste sig uden et Ord og gik sin Vej.

hoppede latterligt i Sadlerne klik, klik.Sværdene dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper slog Hurra i Luften.Mikkel forføjede sig op i Byen.Overalt Soldater, Hestespektakel.Selve Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i fuldeste Harnisk.

Andersen Beldenak havde hakket og snakket om Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig overhørt Mikkel Mikkel havde svaret som i Søvne men var dog sluppen til at gøre god Rede for sin Lærdom.Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens Andersen havde hugget i Luften med sin haarede Haand saadan, da da da da.

Mikkel Thøgersen luskede afsted, vaad og krumrygget som en udsmidt Køter.Da han atter vovede sit beskæmmede Næb ud af Hætten for at se sig om, befandt han sig nede paa Højbroplads.Her var der som altid megen Bevægelse.Mikkel stod ved Hjørnet af en Port, han rynkede Ansigtet sammen, som om han anstrængte sig med at overveje.

Iversen sad og drejede sit Bæger rundt, han saa fremdeles ud som han var syg.Da Knægtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel Thøgersen sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro.Nu svirede de allesammen tæt og tænkte ikke paa andet.

duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. Saa listede Mikkel nølende videre.Nede omkring Torvet var der Liv og Lys endnu, det var de fremmede Krigsfolk, der ikke kunde holde sig inde men der var ogsaa mange af Byens Borgere imellem.Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade for at gaa hjem, men da mødte han en Flok Landsknægte, der kom sværmende i meget høj Stemning.

Læsset holdt udenfor Serritslev Kro de svedige Heste vendte Hovedet tilbage og smagte paa Bidslet, de kunde nok lide at staa.Kusken lindede sig ned paa Hamlen, skrævede til Jorden og gjorde Tømmen fast.Saa vendte han sig mod Bislaget og raabte ind og snød Næsen.