Générateur danois de faux textes aléatoires

Mikkel vendte sig og lænede Armene mod det kolde Tag.Susanna tænkte han.Susanna.Og hans Hu var saa blød, at alle stumme og livløse Ting rundt om syntes at faa Aande og Hjærte.De døve Huse holdt sig stille men udtrykte idel Godhed, Stjærnerne glippede bevæget.

Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om mon han ikke netop i Dag skulde gøre det, det han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens Andersen Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme Egn som han selv.Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det.

straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt hans Hoved, og han tabte Lysten.Under mange Tvivl naaede han ned i den Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede.Da han stod udenfor Døren, var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have Ende paa det.

Mikkel stirrede og fik vaade Øjne, han sukkede ubevidst højt, mens han gav sig hen i Dyrkelse.Hvad der videre skete passede han nøje paa.Alle Herrerne bevægede sig med Anstand om Prinsen, alle stod i galant Position med Fødderne saa gik en frem og fejede sine Baretfjer stilfuldt bagud ad Gulvet, saa talte en anden med smilende Tænder og bøjet forover.

Slottet laa mørkt og stille, intet rørte sig uden en Jolle, der laa og rokkede i Graven ved Bropælene.Taarnet derude stræbte roligt tilvejrs og saa sig ud med smaa rynkede Glugøjne.Mikkel mumlede et Par Vers af Vergil hen for sig om den evige Nat og om den, der vaager.

Mystik om det brune Hoved, og se der vendte han Brystet til.Armene sad i en paafaldende Afstand fra hinanden, det var en ualmindelig rank Skabning, han havde.Hvorfor havde han Sorg, Trækkene var mere egnede til Lystighed.Snakken gik, de fire Soldater begegnede Mikkel forekommende.

Stemmer.Raabene medbragte en Forestilling om oplyste Rum og om noget, der nu foregik.Mikkel Thøgersen trak sig ned i Kamret igen.Ove Gabriel stod nøgen paa Gulvet, færdig til at gaa i Seng, hans Øjne talte om Fuldbragthed, han lyste som en stille Vokskerte.

Selskabet sværme muntert ud paa Gaden og trække lige tværs over ind i den rige Martin Gälzes Bod.Da lagde Mikkel Mærke til Prins Christierns Gang.Mikkel drev endnu et Par Timer om i Byen.Langt over Midnat saa han sine tyske Bekendte en Gang til, just som de uden at bemærke ham bøjede ind i et berygtet Smug nede ved Stranden.

Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr, han strøg sig atter og atter over Ansigtet.Men Heinrich fortalte væk.Otte Iversen drejede sig fra Bordet og slog det ene Ben over det andet.Da Historien endelig var ovre, blev der ganske stille, som om man havde mærket Forstemtheden.

medens Vinen og Velværet løste hans Sind, forhærdede han sig underneden, han følte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i Bunde og samlede sig.De tre Tyskere sværmede henne ved Skænken.Mikkel Thøgersen og Otte Iversen blev ene tilbage ved Bordet.

Næsten i det samme mærkede han en hæftig gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos Gud og Hvermand.Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa, overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag.

Højbroplads, og her stødte en spinkel gulhoset Svend til dem og fortalte noget, der syntes at gøre stort Indtryk de tog Fart allesammen op ad Gaden, og hele Flokken trak om Hjørnet til Hyskenstræde.Mikkel Thøgersen blev glemt.Han blev staaende lidt og saa sig om.

svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive.Men det var ham tilpas han kunde ikke holde sin Pine ud.Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed.

Iversen tømte Bægret saa tit det blev fyldt og undergik ikke fjærneste Forandring derved.Clas, ham med Skaaret i Læben, stemte op med en Sang, det lød ikke saa lidt besynderligt.Mikkel Thøgersen tog et af de vældige Tohaandssværd og vejede det prøvende i Haanden de viste ham Tagene.

højvoksen, smal som en Pige.Knægtene smaalo.Mikkel Thøgersen tog sig sammen og drak igen.Kusken viste sig i Døren.Nu kører jeg, sagde han, og dermed satte han en Pose og en lille Halmkurv fuld af Æg ned paa Gulvet lige indenfor Døren, hvorpaa han lukkede igen for sig.

Virkeligheden stod han halvt bevidstløs.Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr.Trods en Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed en Kælling skreg med Sild hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.

Mikkel en Time efter gik ind mod Nørreport, hørte han igen det vilde Hovslag bag ved sig.Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi i fuldt Firspring igen og sprænge ind mod Byen.Nogle Dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet Storken, pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns Universitet.

ligge og høre paa Ove Gabriels Snorken.Nej, Mikkel bøjede Hovedet og fulgte efter de andre.At de havde ladet ham staa, behøvede jo ikke at sige, at de ikke vilde have ham med længere.Der var Lys flere Steder i Hyskenstræde.Mikkel luskede forbi de lukkede Porte og mærkede den særegne Duft, som han kendte her, Duften af Bastmaatter og Muskat der foresvævede ham en Idé, om indiske Karavaner, Kamelgødning, Tørke.

Iversen sad og drejede sit Bæger rundt, han saa fremdeles ud som han var syg.Da Knægtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel Thøgersen sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro.Nu svirede de allesammen tæt og tænkte ikke paa andet.

men som altid blev Mikkel hentaget, kørt hvingelsyg af de Iagttagelser, han gjorde han saa et langt, tyndt Krucifiks af simpelt Jærn hænge paa Væggen og kunde ikke lade være at tænke paa, om Jens Andersen mon ikke ved Lejlighed brugte det til at ave sine Hunde med.

pludselig gik der som en Taage fra Mikkels Øjne, han huskede sin Drøm.Han havde været paa det fjærne Hav, og der havde han set et forunderligt Syn.Ude i Kimmingen skinnede en straalende hvid Søjle, ikke mere end en Finger stor, men han forstod, hvor uhyre højt den maatte rage op, siden den var saa ufatteligt langt borte.

duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. Saa listede Mikkel nølende videre.Nede omkring Torvet var der Liv og Lys endnu, det var de fremmede Krigsfolk, der ikke kunde holde sig inde men der var ogsaa mange af Byens Borgere imellem.Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade for at gaa hjem, men da mødte han en Flok Landsknægte, der kom sværmende i meget høj Stemning.

rejste den ene af Knægtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog høfligt tilorde paa sin tysk Vor Lystighed var ikke ondt ment gør De os ikke den Ære at drikke et Glas Vin Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud.

Maaske følte Otte Iversen, at Pavsen skyldtes ham han vendte sig mod Bordet som for at staa ved sin Mening og søgte stift Fortællerens Blik.Heinrich saa ganske betuttet ud.Men nu skar Samuel igennem med en anden Historie.Han var ikke ung, det var ikke om Kærlighed, han fortalte men om en vis sindssyg Slagtning, han havde været med til en Gang, hvor de traadte Tarmene ud af Folk med Støvlehælene og kvalte dem i deres eget Møg.

Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande.Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin gru, gru Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo.

lange drak just, han stod op med bøjede Knæ, og idet en stor, spids Næse tonede ud af Hætten over Kruset, tog hele Figuren sig unægtelig morsom ud.Da han havde drukket, satte han sig roligt ned.Lyset faldt paa hans Øjne, han plirede hen til Bordet, halvt fornærmet, halvt varmt spottende som en Mand, der har Filosofi.

Mikkel følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at man kaldte ham for Storken inde i Byen.Mikkel sprokkede tysk meget gelassent, men han blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke lade være at tænke paa sit Øgenavn.

Overalt duftede det af udsprungne Trær, lunkent og syrligt som efter en Regn.Mikkel gik langsomt videre.Da han kom forbi Hjørnet, hørte han dem synge Vigilie inde i St.Clara Kloster, Stemmerne lød klart og dog murdæmpet, bønligt, som kom de fra Fanger nede under Jorden.

vendte han Hovedet om mod den henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede hans Haar var af en fyldig mørkerød Farve.Ak, ogsaa jeg er rødhaaret, tænkte Mikkel.Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt nej, nu lo han og rynkede Øjnene Ligevægt Besynderligt Saaledes saa et Menneske ud.

Store Bægere blev hævet formelt i Vejret og drukket ud paa Prinsens Velgaaende, og han nikkede ligedan til alle med Hagen ind mod Brystet.Conrad Vincens trippede i Feber og med Glorie om Hovedet.Men en var der, som bevægede sig frit om, en pukkelrygget Mandsling i spraglede Klæder.