Générateur danois de faux textes aléatoires

Conrad Vincens Bod lød Stemmer, og Døren stod aaben.Mikkel Thøgersen nærmede sig forsigtigt og kiggede ind, alle Herrerne stod rundt i Stuen det var let at se, at noget særligt var paa Færde.Mikkel kunde ikke faa sig til at gaa ind, men han listede tilside, saa han kunde se uden at blive bemærket.

lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel skrev sig det bag Øret.Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde den Dag nok i sin Plage for saa vidt Mikkel vandrede ind til Byen igen i Fred med sig selv.Han sugede sine Tænder og skottede op mod Skyerne, fulgte blinkende en Fugl med Øjnene og talte Latin til sin udødelige Sjæl.

Lyset, blev Kusken straks staaende ved Døren ramt af Ærefrygt ogsaa den anden tabte Sikkerheden.Midt i Stuen ved Bordet sad fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Garde, der fornylig var kommen til Byen.De straalede af Klæder, deres røde, spækkede Ærmer, deres Fjer og Skæg fangede Øjet som en Glædesild.

paa den anden Side vidste Tyskerne her heller ikke, at han i en snævrere Kres var bekendt som Ophavsmand til latinske Oder og Distika...hvorfor sagde den unge derovre ingenting Otte Iversen Der faldt Navnet.Saa var det ham alligevel.Og Mikkel huskede i samme Nu en graa, brøstfældig Port, en Mur og et Spir hjemme i Jylland han følte sig selv staa klejn og elendig der udenfor.

Benene lidt fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og røde Snabelsko, han stod med Brystet halvt til over Skuldrene og ned paa Brystet laa en Guldkæde.I venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner, af hvilke han nu og da nappede en med den højre Haand og spiste.

Stemmerne lød opdragent derinde og afdæmpet.Der var tændt to store Ambralys.Helt længst tilbage i Stuen saa Mikkel Otte Iversen, han stod for sig selv men lod til at være i glad Stemning.Men Mikkel havde ikke meget tilovers for ham iøvrigt lige for Tiden.

Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande.Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin gru, gru Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo.

Mikkel Thøgersen havde haft dette uomskifteligt laudable Ansigt foran sig i tre Aar, Ove Gabriels talende Tavshed havde siddet til Doms over ham til enhver Tid.Ove Gabriels retfærdige Øjne vilde flytte sig efter ham og stikke ham med Forbehold, med lovlig Ondskab, til han visnede paa Stolen.

halve af Ordene sivede ham ud i Skægget.Og man opvartede med Krigshistorier, om Fægtninger her og der huit, huit om Sejre og Dødsfarer og...Heinrich, husker du den blonde Lenore raaber saa Clas ellevild.Jo, Heinrich mindedes Lenore.Historien haglede øjeblikkeligt fra hans Mund, Clas og Samuel vendte op og ned paa sig selv af Latter.

svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive.Men det var ham tilpas han kunde ikke holde sin Pine ud.Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed.

Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om mon han ikke netop i Dag skulde gøre det, det han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens Andersen Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme Egn som han selv.Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det.

pludselig gik der som en Taage fra Mikkels Øjne, han huskede sin Drøm.Han havde været paa det fjærne Hav, og der havde han set et forunderligt Syn.Ude i Kimmingen skinnede en straalende hvid Søjle, ikke mere end en Finger stor, men han forstod, hvor uhyre højt den maatte rage op, siden den var saa ufatteligt langt borte.

Virkeligheden stod han halvt bevidstløs.Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr.Trods en Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed en Kælling skreg med Sild hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.

foroverbøjet i Sadlen og jog ud ad Landet til.Mikkel stirrede efter ham og hørte, hvor Hesten gav sig ud af Halsen i Firspringet, Jord og Sten sprøjtede fra dens Hove.Rundt om duftede det grønne Korn.Aftenen var ganske stille.Frøerne sang og sang i uendelige Drømme.

ned.Alle Gaderne mundede til syvende og sidst ud mod Volden indespærret var han i denne arme, skidne By, der var fedtet til med Fiskelim og Sildeskæl og begjort med Munke og Svin i alle Smøger. Han saa op mod Himlen for dog at føle Rummet frit.

lærde Ven igen raabte en af dem, og hans læspende Udtale var ikke til at tage fejl af det var de fire, han havde truffet ude i Serritslev og et Par Stykker til.Clas tog ham i Armen og vilde have ham med, og Mikkel kunde ikke sige nej.

Jorden gav Foraarsduft fra sig hvad var det han mindedes derved den grønne Rug stod langt hen.Solen varmede velsignet.Mikkel marcherede frem ad Vejen og saa sig om til højre og venstre.Det var vist en Lykkedag, han følte sig let og vel tilmode.

Landet laa stille derude i mosgrønt Mørke, langt ude fra Søerne kom en tæt myldrende Musik af Frøerne.Byen var falden til Ro.Vandet slikkede dæmpet mod Stolperne i Graven.En mjavs Kat vaandede sig langt borte paa et eller andet Tag.Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt bøjet tilbage op mod Skorstenen og Stjærnerne.

Luften var fugtig.Skyerne drev deroppe, Mikkel kom til at tænke paa det løse Vand og gik ned til Stranden igen.Vinden friskede, Bølgerne gik muntre og krappe.Ude over det blaa, urolige Sund fægtede Joller sig stundesløst frem og stod paa Enden og havde travlt.

rystede sig et langt knoglet Menneske med Hætte over Hovedet.Singodt, sagde han.Karlen slog den røde Dram i sig og hostede behørigt.Om han ellers holdt videre, Kusken De kunde jo altid gaa indenfor og tage en Snaps mere paa Følgeskabet.

nogen til færds kanske Hvad der gik Lys i Ruderne, havde de tændt Lys derinde I det samme kom en Pige frem i Døren.Kusken ønskede sig en Dram.Mens han ventede paa den, blev det levende oppe i Læsset, et Par lange Ben skød sig forsigtigt ned og følte efter Hamlen, selve Personen laa paa Maven og gryntede besværet.

Mikkel vendte sig og lænede Armene mod det kolde Tag.Susanna tænkte han.Susanna.Og hans Hu var saa blød, at alle stumme og livløse Ting rundt om syntes at faa Aande og Hjærte.De døve Huse holdt sig stille men udtrykte idel Godhed, Stjærnerne glippede bevæget.

vilde Ove Gabriel bemærke Erindre, at det er mit Lys, vi studerer ved.Mikkel Thøgersen rejste sig og aabnede Taglugen han var saa høj, at han kom til at rage ovenud med hele Overkroppen.Paa den Maade plejede han at gøre sig usynlig for Ove Gabriel.

Lykkedag.Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene.Manden skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans Besøg.

hoppede latterligt i Sadlerne klik, klik.Sværdene dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper slog Hurra i Luften.Mikkel forføjede sig op i Byen.Overalt Soldater, Hestespektakel.Selve Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i fuldeste Harnisk.

Mystik om det brune Hoved, og se der vendte han Brystet til.Armene sad i en paafaldende Afstand fra hinanden, det var en ualmindelig rank Skabning, han havde.Hvorfor havde han Sorg, Trækkene var mere egnede til Lystighed.Snakken gik, de fire Soldater begegnede Mikkel forekommende.

hvasse Od vendte imod ham, trak det ondt som en iskold Vind ned gennem hans Rygrad det undrede ham, han var nu ellers ikke bange for Kniven.Og Clas sang Ei werd ich dann erschossen, Erschossen auf breiter Heid, Man trägt mich auf langen Spieszen, Ein Grab ist mir bereit So schlägt man mir den Pumerlein Pum, Der ist mir neunmal lieber Denn aller Pfaffen Gebrumm.

Skaal, Skaal Ihr Herren Mikkel Thøgersen drak med Anstand og rettede sin stageagtige Krop, idet Vinen løb i ham.Han skød Blikket hastigt over Bordet og fikserede den ene af Herrerne, den yngste, der sad med Hovedet støttet i Haanden.Det var en hvid, tæt Haand uden synlige Aarer eller Knoer, Fingrene gravede i det lysebrune Haar.

Iversen tømte Bægret saa tit det blev fyldt og undergik ikke fjærneste Forandring derved.Clas, ham med Skaaret i Læben, stemte op med en Sang, det lød ikke saa lidt besynderligt.Mikkel Thøgersen tog et af de vældige Tohaandssværd og vejede det prøvende i Haanden de viste ham Tagene.

Mikkel en Time efter gik ind mod Nørreport, hørte han igen det vilde Hovslag bag ved sig.Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi i fuldt Firspring igen og sprænge ind mod Byen.Nogle Dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet Storken, pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns Universitet.

havde været der nogle Gange.Det var længe siden.Kun en eneste Gang havde han set ham...det var altsaa den Junker Otte, han havde skimtet inde i Gaarden som en spinkel Dreng og tænkt paa siden.Han stod derinde i en Flok Hunde og med en forpjusket Falk paa Tommelfingeren.

Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa Væggene...men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt imod ham.Jens Andersen en lavstammet, bred Mand med en vældig Pande.Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange barberede Mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham.

Andersen Beldenak havde hakket og snakket om Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig overhørt Mikkel Mikkel havde svaret som i Søvne men var dog sluppen til at gøre god Rede for sin Lærdom.Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens Andersen havde hugget i Luften med sin haarede Haand saadan, da da da da.

Inden Middag vidste hele Byen, at det var Prins Christiern, der havde været Mester for det.Lyset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige Kammer.Skønt Ove Gabriel for længe siden var gaaet paa Forelæsning, kunde Mikkel lugte ham, han trak med Væmmelse paa Næsen.

Maaske følte Otte Iversen, at Pavsen skyldtes ham han vendte sig mod Bordet som for at staa ved sin Mening og søgte stift Fortællerens Blik.Heinrich saa ganske betuttet ud.Men nu skar Samuel igennem med en anden Historie.Han var ikke ung, det var ikke om Kærlighed, han fortalte men om en vis sindssyg Slagtning, han havde været med til en Gang, hvor de traadte Tarmene ud af Folk med Støvlehælene og kvalte dem i deres eget Møg.

desuden vant til, at Folk modtog ham med en vis Forbavselse, som Storken, det gjorde Jens Andersen ikke saadan en Mand var han altsaa.Men Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstændighed nu.Og idet han talte om at rejse udenlands, stammede han hjælpeløs, svimmel ved Tanken om Rom og alt det der fuglefjærnt søndernede han var ellers en Smedesøn oppe fra Limfjordsegnen.

storartede Jærnmenneske drejede Hjælmen til højre og venstre med en Kejsers Værdighed, Visiret var slaaet op, og de grusomme Knebelsbarter glittede i Solen.Hesten fnøs ud af Skaberaket, den var heller ikke billig.Mikkel drev Byen rundt og summede sig.

bestemte sig til at søge udenfor Byen, hvor Folk ikke var alt for misbrugte af Studenter og andet Pak fra Byen.Det var en dejlig Majdag.Mikkel gik rask ud gennem Nørreport.Og saa saare han fik Markerne for Øje, blev han forvirret af Lyst, han kiggede næsten undselig op mod Himlen.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over Hovedhuden.Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre.Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne, lutter højfornemme Mænd.De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i Svinget.

Næsten i det samme mærkede han en hæftig gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos Gud og Hvermand.Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa, overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag.

uventet, han havde forsømt sine Pligter ved Gudstjenesten i længere Tid.Samme Dag saa Ove Gabriel paa Mikkel som paa en anden læg Mand.Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed.Det første han foretog sig var at lade sit Mundskæg staa.

maatte færdes paa Gaden, men Mikkel Thøgersen tog sig nu alligevel Forlov.Han bøjede rask tilhøjre og ned ad Pilestræde.Men da han var kommen et Stykke, tøvede han og stod tilsidst stille.Der var ikke et Menneske at se, alle Huse laa mørke, de tætte Trær i Haverne hvilede deres Løvkroner mod hinanden.

Mikkel Thøgersen tav og krympede sig under dette Vejr af Aabenmundethed, han skelede over til Otte Iversen og han alene blev et Smil va r paa det unge, hovmodige Ansigt, og et umærkeligt Træk ved Læberne, som havde Junker Otte sporet en modbydelig Lugt.

Iversen sad og drejede sit Bæger rundt, han saa fremdeles ud som han var syg.Da Knægtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel Thøgersen sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro.Nu svirede de allesammen tæt og tænkte ikke paa andet.

Mikkel syntes desuden, han skulde kende ham.Hvem var det, hvor var det Han saa ud som en Adelsmand.Paany stod Glasset fyldt foran Mikkel Thøgersen.Han gjorde Besked med største Høviskhed, adspredt af at huske sig om og omtaaget ved Synet af Mennesket paa den anden Side Bordet.