Générateur danois de faux textes aléatoires

Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr, han strøg sig atter og atter over Ansigtet.Men Heinrich fortalte væk.Otte Iversen drejede sig fra Bordet og slog det ene Ben over det andet.Da Historien endelig var ovre, blev der ganske stille, som om man havde mærket Forstemtheden.

nogen til færds kanske Hvad der gik Lys i Ruderne, havde de tændt Lys derinde I det samme kom en Pige frem i Døren.Kusken ønskede sig en Dram.Mens han ventede paa den, blev det levende oppe i Læsset, et Par lange Ben skød sig forsigtigt ned og følte efter Hamlen, selve Personen laa paa Maven og gryntede besværet.

Jorden gav Foraarsduft fra sig hvad var det han mindedes derved den grønne Rug stod langt hen.Solen varmede velsignet.Mikkel marcherede frem ad Vejen og saa sig om til højre og venstre.Det var vist en Lykkedag, han følte sig let og vel tilmode.

hvasse Od vendte imod ham, trak det ondt som en iskold Vind ned gennem hans Rygrad det undrede ham, han var nu ellers ikke bange for Kniven.Og Clas sang Ei werd ich dann erschossen, Erschossen auf breiter Heid, Man trägt mich auf langen Spieszen, Ein Grab ist mir bereit So schlägt man mir den Pumerlein Pum, Der ist mir neunmal lieber Denn aller Pfaffen Gebrumm.

Conrad Vincens Bod lød Stemmer, og Døren stod aaben.Mikkel Thøgersen nærmede sig forsigtigt og kiggede ind, alle Herrerne stod rundt i Stuen det var let at se, at noget særligt var paa Færde.Mikkel kunde ikke faa sig til at gaa ind, men han listede tilside, saa han kunde se uden at blive bemærket.

lange drak just, han stod op med bøjede Knæ, og idet en stor, spids Næse tonede ud af Hætten over Kruset, tog hele Figuren sig unægtelig morsom ud.Da han havde drukket, satte han sig roligt ned.Lyset faldt paa hans Øjne, han plirede hen til Bordet, halvt fornærmet, halvt varmt spottende som en Mand, der har Filosofi.

Luften var fugtig.Skyerne drev deroppe, Mikkel kom til at tænke paa det løse Vand og gik ned til Stranden igen.Vinden friskede, Bølgerne gik muntre og krappe.Ude over det blaa, urolige Sund fægtede Joller sig stundesløst frem og stod paa Enden og havde travlt.

Iversen tømte Bægret saa tit det blev fyldt og undergik ikke fjærneste Forandring derved.Clas, ham med Skaaret i Læben, stemte op med en Sang, det lød ikke saa lidt besynderligt.Mikkel Thøgersen tog et af de vældige Tohaandssværd og vejede det prøvende i Haanden de viste ham Tagene.

uventet, han havde forsømt sine Pligter ved Gudstjenesten i længere Tid.Samme Dag saa Ove Gabriel paa Mikkel som paa en anden læg Mand.Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed.Det første han foretog sig var at lade sit Mundskæg staa.

anden Side Jorden.Mikkel Thøgersen begav sig hjemad, han var ked af at leve mere den Dag.Han tog ikke Vejen gennem Pilestræde, vilde ikke gaa forbi Stakittet og stirre ind efter Susanna i Dag.Han lagde sig paa Sengen, da han kom hjem.

straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt hans Hoved, og han tabte Lysten.Under mange Tvivl naaede han ned i den Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede.Da han stod udenfor Døren, var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have Ende paa det.

Virkeligheden stod han halvt bevidstløs.Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr.Trods en Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed en Kælling skreg med Sild hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.

Mikkel følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide, at man kaldte ham for Storken inde i Byen.Mikkel sprokkede tysk meget gelassent, men han blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke lade være at tænke paa sit Øgenavn.

Mørket var falden paa, befandt Mikkel Thøgersen sig et Sted paa Vejen udenfor Vesterport.Han hørte en Rytter komme inde fra Byen i Galop.Og næppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham.Det var Otte Iversen.I et Nu var han sprængt forbi.

men som altid blev Mikkel hentaget, kørt hvingelsyg af de Iagttagelser, han gjorde han saa et langt, tyndt Krucifiks af simpelt Jærn hænge paa Væggen og kunde ikke lade være at tænke paa, om Jens Andersen mon ikke ved Lejlighed brugte det til at ave sine Hunde med.

Mikkel saa tydelig hans fine, glatte Mund der var en zart Skygge om Hagen som af mørke Skægkim.Men især Øjnene forundrede Mikkel sig over, de var smaa og strammet en Kende op mod Tindingerne, men de skinnede stærkt.Prinsen havde et stort Baghoved, hans Hals var tyk og rund.

hoppede latterligt i Sadlerne klik, klik.Sværdene dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper slog Hurra i Luften.Mikkel forføjede sig op i Byen.Overalt Soldater, Hestespektakel.Selve Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i fuldeste Harnisk.

Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande.Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin gru, gru Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo.

Ingen af dem sagde noget, og Mikkel søgte at gaa i sig selv.Han saa ned i Mørket mellem Bordet og Bænken og fornam en bitterlig Ensomhed.Men han vilde slaa sig tiltaals, han sukkede og trak sine Rafter af Ben ind under sig, han tørrede Sveden af Panden og kom i Orden.

Slottet laa mørkt og stille, intet rørte sig uden en Jolle, der laa og rokkede i Graven ved Bropælene.Taarnet derude stræbte roligt tilvejrs og saa sig ud med smaa rynkede Glugøjne.Mikkel mumlede et Par Vers af Vergil hen for sig om den evige Nat og om den, der vaager.

Luften var sval, Stjærnerne straalede højt over Hovedet.Til begge Sider skød Straatagene Ryg som Dyr, der sover med Hovedet gemt.Nede i Gaden vankede Vægteren med sin Lygte og lyste op ad de lukte Døre.Men ude paa den anden Side Bjælkeværket glittede Vandet, en Stjærne spejlede sig inde mellem Sivene i Graven.

Mikkel saa Krucifikset for sig, som det stod dernede og ragede op, rødt og blaat i Halvlyset.Mikkel stansede udenfor en Have, der laa mellem to temmelig høje Huse og med et Stakit ud til Gaden, her blev han staaende nogle Minutter.Løvet knitrede af og til sagte, som var der en Dynge, det sank i.

opdagede han en Skikkelse henne ved Siden af den store Vægt, han kendte den unge sekstenaarige Junker, det var Kongens Søn Christiern.Mikkel for sammen og blev varm, han gik et Skridt tilbage, rørt og urolig.Og som han saa Prins Christiern der, glemte han ham aldrig siden.

Lænet op mod Bordet og Bænkene stod Sværd og Spyd, gedigne Vaaben.Enhver kunde se, at Læderstropperne havde et Fald, der var kommet ved øvet Brug.Alle fire vendte Hovedet men saa straks paa hverandre indbyrdes igen og talte videre.Pigen bragte to Krus Øl hen til Døren og satte et Lys paa det lille Bord der.

turede saa lidt omkring ud af en Bod og ind i en anden og fik at drikke hvert Sted.Mikkel havde god Vilje til at slaa sig løs som de andre, men han kunde ikke, fordi han saa, at Otte Iversen fremdeles var mørk og forstemt.Mikkel vidste endelig ogsaa, at Herrerne kun gav sig af med ham, fordi han morede dem.

Gabriel var der ikke, sagtens gik han ude og sang for Dørene og vendte de rene Øjne i Hovedet.Mikkel laa et Par Timer paa sin Ryg, mange Tanker afløste hverandre.Henad Aften kom Ove Gabriel hjem med Posen fuld.Mikkel rejste sig uden et Ord og gik sin Vej.

Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa Væggene...men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt imod ham.Jens Andersen en lavstammet, bred Mand med en vældig Pande.Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange barberede Mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham.

Stemmer.Raabene medbragte en Forestilling om oplyste Rum og om noget, der nu foregik.Mikkel Thøgersen trak sig ned i Kamret igen.Ove Gabriel stod nøgen paa Gulvet, færdig til at gaa i Seng, hans Øjne talte om Fuldbragthed, han lyste som en stille Vokskerte.

Benene lidt fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og røde Snabelsko, han stod med Brystet halvt til over Skuldrene og ned paa Brystet laa en Guldkæde.I venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner, af hvilke han nu og da nappede en med den højre Haand og spiste.

der stod han saa fast.Ghm Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer.Mikkel skulede op og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar...og der borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt.

storartede Jærnmenneske drejede Hjælmen til højre og venstre med en Kejsers Værdighed, Visiret var slaaet op, og de grusomme Knebelsbarter glittede i Solen.Hesten fnøs ud af Skaberaket, den var heller ikke billig.Mikkel drev Byen rundt og summede sig.

lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel skrev sig det bag Øret.Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde den Dag nok i sin Plage for saa vidt Mikkel vandrede ind til Byen igen i Fred med sig selv.Han sugede sine Tænder og skottede op mod Skyerne, fulgte blinkende en Fugl med Øjnene og talte Latin til sin udødelige Sjæl.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over Hovedhuden.Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre.Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne, lutter højfornemme Mænd.De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i Svinget.

Iversen sad og drejede sit Bæger rundt, han saa fremdeles ud som han var syg.Da Knægtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel Thøgersen sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro.Nu svirede de allesammen tæt og tænkte ikke paa andet.

Selskabet sværme muntert ud paa Gaden og trække lige tværs over ind i den rige Martin Gälzes Bod.Da lagde Mikkel Mærke til Prins Christierns Gang.Mikkel drev endnu et Par Timer om i Byen.Langt over Midnat saa han sine tyske Bekendte en Gang til, just som de uden at bemærke ham bøjede ind i et berygtet Smug nede ved Stranden.

desuden vant til, at Folk modtog ham med en vis Forbavselse, som Storken, det gjorde Jens Andersen ikke saadan en Mand var han altsaa.Men Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstændighed nu.Og idet han talte om at rejse udenlands, stammede han hjælpeløs, svimmel ved Tanken om Rom og alt det der fuglefjærnt søndernede han var ellers en Smedesøn oppe fra Limfjordsegnen.

Skaal, Skaal Ihr Herren Mikkel Thøgersen drak med Anstand og rettede sin stageagtige Krop, idet Vinen løb i ham.Han skød Blikket hastigt over Bordet og fikserede den ene af Herrerne, den yngste, der sad med Hovedet støttet i Haanden.Det var en hvid, tæt Haand uden synlige Aarer eller Knoer, Fingrene gravede i det lysebrune Haar.

Himlen som en snehvid Top af Sølv og lyste.Og en kvart Himmel fra den øjnedes en lav glasblaa Kuppel, som maatte være flere Mile i Udstrækning, hvis man kom nær til den.Medens Mikkel stirrede ud efter Synet fra det tomme vandrende Hav, forekom det ham, at der maatte gaa en stor Flod fra Havet ind til Byen.

Kunde der ske noget i Dag, var det værdt at staa op og byde sig fal for Skæbnen derude i Byen mellem Folk Mikkel tænkte efter.Egentlig var der ikke hændet noget afgørende igaar, og dog følte han sine Oplevelser saa stærkt.Der var blevet rykket i ham, hvad det saa betød.

Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om mon han ikke netop i Dag skulde gøre det, det han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens Andersen Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme Egn som han selv.Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det.

medens Vinen og Velværet løste hans Sind, forhærdede han sig underneden, han følte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i Bunde og samlede sig.De tre Tyskere sværmede henne ved Skænken.Mikkel Thøgersen og Otte Iversen blev ene tilbage ved Bordet.

skrævede over Bænken og satte sig, gjorde han en Bøjning mod hver især og nævnede sit Navn, Mikkel Thøgersen, studiosus.Saa henfaldt han til at purre i Haaret og slibe Haandfladerne op ad sine ru Kinder.Han hørte fire Navne blive sagt, hvoraf det ene lød dansk, og saa et Glas blodrød Vin brænde foran sig.

svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive.Men det var ham tilpas han kunde ikke holde sin Pine ud.Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed.

Hølæs kørende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og gyngende paa den vanskelige Vej.Som det listede afsted i Tusmørket ind gennem den snævre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet Dyr, der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden.

Mikkel syntes desuden, han skulde kende ham.Hvem var det, hvor var det Han saa ud som en Adelsmand.Paany stod Glasset fyldt foran Mikkel Thøgersen.Han gjorde Besked med største Høviskhed, adspredt af at huske sig om og omtaaget ved Synet af Mennesket paa den anden Side Bordet.