Générateur danois de faux textes aléatoires

rejste den ene af Knægtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog høfligt tilorde paa sin tysk Vor Lystighed var ikke ondt ment gør De os ikke den Ære at drikke et Glas Vin Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud.

der stod han saa fast.Ghm Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer.Mikkel skulede op og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar...og der borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt.

men som altid blev Mikkel hentaget, kørt hvingelsyg af de Iagttagelser, han gjorde han saa et langt, tyndt Krucifiks af simpelt Jærn hænge paa Væggen og kunde ikke lade være at tænke paa, om Jens Andersen mon ikke ved Lejlighed brugte det til at ave sine Hunde med.

Himlen som en snehvid Top af Sølv og lyste.Og en kvart Himmel fra den øjnedes en lav glasblaa Kuppel, som maatte være flere Mile i Udstrækning, hvis man kom nær til den.Medens Mikkel stirrede ud efter Synet fra det tomme vandrende Hav, forekom det ham, at der maatte gaa en stor Flod fra Havet ind til Byen.

lange drak just, han stod op med bøjede Knæ, og idet en stor, spids Næse tonede ud af Hætten over Kruset, tog hele Figuren sig unægtelig morsom ud.Da han havde drukket, satte han sig roligt ned.Lyset faldt paa hans Øjne, han plirede hen til Bordet, halvt fornærmet, halvt varmt spottende som en Mand, der har Filosofi.

Lænet op mod Bordet og Bænkene stod Sværd og Spyd, gedigne Vaaben.Enhver kunde se, at Læderstropperne havde et Fald, der var kommet ved øvet Brug.Alle fire vendte Hovedet men saa straks paa hverandre indbyrdes igen og talte videre.Pigen bragte to Krus Øl hen til Døren og satte et Lys paa det lille Bord der.

turede saa lidt omkring ud af en Bod og ind i en anden og fik at drikke hvert Sted.Mikkel havde god Vilje til at slaa sig løs som de andre, men han kunde ikke, fordi han saa, at Otte Iversen fremdeles var mørk og forstemt.Mikkel vidste endelig ogsaa, at Herrerne kun gav sig af med ham, fordi han morede dem.

Mørket var falden paa, befandt Mikkel Thøgersen sig et Sted paa Vejen udenfor Vesterport.Han hørte en Rytter komme inde fra Byen i Galop.Og næppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham.Det var Otte Iversen.I et Nu var han sprængt forbi.

Benene lidt fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og røde Snabelsko, han stod med Brystet halvt til over Skuldrene og ned paa Brystet laa en Guldkæde.I venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner, af hvilke han nu og da nappede en med den højre Haand og spiste.

vilde Ove Gabriel bemærke Erindre, at det er mit Lys, vi studerer ved.Mikkel Thøgersen rejste sig og aabnede Taglugen han var saa høj, at han kom til at rage ovenud med hele Overkroppen.Paa den Maade plejede han at gøre sig usynlig for Ove Gabriel.

Hølæs kørende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og gyngende paa den vanskelige Vej.Som det listede afsted i Tusmørket ind gennem den snævre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet Dyr, der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden.

paa den anden Side vidste Tyskerne her heller ikke, at han i en snævrere Kres var bekendt som Ophavsmand til latinske Oder og Distika...hvorfor sagde den unge derovre ingenting Otte Iversen Der faldt Navnet.Saa var det ham alligevel.Og Mikkel huskede i samme Nu en graa, brøstfældig Port, en Mur og et Spir hjemme i Jylland han følte sig selv staa klejn og elendig der udenfor.

Luften var fugtig.Skyerne drev deroppe, Mikkel kom til at tænke paa det løse Vand og gik ned til Stranden igen.Vinden friskede, Bølgerne gik muntre og krappe.Ude over det blaa, urolige Sund fægtede Joller sig stundesløst frem og stod paa Enden og havde travlt.

Gabriel var der ikke, sagtens gik han ude og sang for Dørene og vendte de rene Øjne i Hovedet.Mikkel laa et Par Timer paa sin Ryg, mange Tanker afløste hverandre.Henad Aften kom Ove Gabriel hjem med Posen fuld.Mikkel rejste sig uden et Ord og gik sin Vej.

kendeligt paa deres Stemmer, at de var haardt forkomne af Svir nu.Otte Iversen var ikke mellem dem mere.Næste Dag saa Københavns Borgere en Vogn ride med alle fire Hjul tværs over Mønningen af et højt Hus ud til Torvet.Der var nogen, der om Natten havde skilt den ad, slæbt Delene op paa Taget og samlet dem igen der.

Læsset holdt udenfor Serritslev Kro de svedige Heste vendte Hovedet tilbage og smagte paa Bidslet, de kunde nok lide at staa.Kusken lindede sig ned paa Hamlen, skrævede til Jorden og gjorde Tømmen fast.Saa vendte han sig mod Bislaget og raabte ind og snød Næsen.

Længe stod Mikkel Thøgersen fortabt og mættede sig med Farverne derinde og Synet af de frie Herrer der faldt en lille Straale Naade ud paa ham ogsaa, syntes han.Da der blev Opstandelse inde i Boden, som om de vilde gaa, skyndte Mikkel sig tilside.

Skaal, Skaal Ihr Herren Mikkel Thøgersen drak med Anstand og rettede sin stageagtige Krop, idet Vinen løb i ham.Han skød Blikket hastigt over Bordet og fikserede den ene af Herrerne, den yngste, der sad med Hovedet støttet i Haanden.Det var en hvid, tæt Haand uden synlige Aarer eller Knoer, Fingrene gravede i det lysebrune Haar.

slemt mager...det er sært.Sjælen vil blive i dig, sagde Mikkel og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der hang sammen som Skroget af en arm, udpint Kælveko.Ove Gabriel stak sig under Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hænderne og afskød et Vers mod sin Kontubernal.

Mikkel saa Krucifikset for sig, som det stod dernede og ragede op, rødt og blaat i Halvlyset.Mikkel stansede udenfor en Have, der laa mellem to temmelig høje Huse og med et Stakit ud til Gaden, her blev han staaende nogle Minutter.Løvet knitrede af og til sagte, som var der en Dynge, det sank i.

Maaske følte Otte Iversen, at Pavsen skyldtes ham han vendte sig mod Bordet som for at staa ved sin Mening og søgte stift Fortællerens Blik.Heinrich saa ganske betuttet ud.Men nu skar Samuel igennem med en anden Historie.Han var ikke ung, det var ikke om Kærlighed, han fortalte men om en vis sindssyg Slagtning, han havde været med til en Gang, hvor de traadte Tarmene ud af Folk med Støvlehælene og kvalte dem i deres eget Møg.

medens Vinen og Velværet løste hans Sind, forhærdede han sig underneden, han følte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i Bunde og samlede sig.De tre Tyskere sværmede henne ved Skænken.Mikkel Thøgersen og Otte Iversen blev ene tilbage ved Bordet.

skrævede over Bænken og satte sig, gjorde han en Bøjning mod hver især og nævnede sit Navn, Mikkel Thøgersen, studiosus.Saa henfaldt han til at purre i Haaret og slibe Haandfladerne op ad sine ru Kinder.Han hørte fire Navne blive sagt, hvoraf det ene lød dansk, og saa et Glas blodrød Vin brænde foran sig.

straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt hans Hoved, og han tabte Lysten.Under mange Tvivl naaede han ned i den Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede.Da han stod udenfor Døren, var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have Ende paa det.

svimlede, det var som gled han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive.Men det var ham tilpas han kunde ikke holde sin Pine ud.Bedre var det, om han hang i et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare nogenledes til hans indre Svimmelhed.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over Hovedhuden.Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre.Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne, lutter højfornemme Mænd.De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i Svinget.

Værdier var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin Stilling ud længere.Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem for sig.Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han var kommen i Tanker om Susanna.

Jorden gav Foraarsduft fra sig hvad var det han mindedes derved den grønne Rug stod langt hen.Solen varmede velsignet.Mikkel marcherede frem ad Vejen og saa sig om til højre og venstre.Det var vist en Lykkedag, han følte sig let og vel tilmode.

halve af Ordene sivede ham ud i Skægget.Og man opvartede med Krigshistorier, om Fægtninger her og der huit, huit om Sejre og Dødsfarer og...Heinrich, husker du den blonde Lenore raaber saa Clas ellevild.Jo, Heinrich mindedes Lenore.Historien haglede øjeblikkeligt fra hans Mund, Clas og Samuel vendte op og ned paa sig selv af Latter.

Kunde der ske noget i Dag, var det værdt at staa op og byde sig fal for Skæbnen derude i Byen mellem Folk Mikkel tænkte efter.Egentlig var der ikke hændet noget afgørende igaar, og dog følte han sine Oplevelser saa stærkt.Der var blevet rykket i ham, hvad det saa betød.

Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa Væggene...men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt imod ham.Jens Andersen en lavstammet, bred Mand med en vældig Pande.Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange barberede Mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham.

vendte han Hovedet om mod den henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede hans Haar var af en fyldig mørkerød Farve.Ak, ogsaa jeg er rødhaaret, tænkte Mikkel.Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt nej, nu lo han og rynkede Øjnene Ligevægt Besynderligt Saaledes saa et Menneske ud.

højvoksen, smal som en Pige.Knægtene smaalo.Mikkel Thøgersen tog sig sammen og drak igen.Kusken viste sig i Døren.Nu kører jeg, sagde han, og dermed satte han en Pose og en lille Halmkurv fuld af Æg ned paa Gulvet lige indenfor Døren, hvorpaa han lukkede igen for sig.

Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande.Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin gru, gru Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo.

Mikkel stirrede og fik vaade Øjne, han sukkede ubevidst højt, mens han gav sig hen i Dyrkelse.Hvad der videre skete passede han nøje paa.Alle Herrerne bevægede sig med Anstand om Prinsen, alle stod i galant Position med Fødderne saa gik en frem og fejede sine Baretfjer stilfuldt bagud ad Gulvet, saa talte en anden med smilende Tænder og bøjet forover.