Générateur danois de faux textes aléatoires

Maaske følte Otte Iversen, at Pavsen skyldtes ham han vendte sig mod Bordet som for at staa ved sin Mening og søgte stift Fortællerens Blik.Heinrich saa ganske betuttet ud.Men nu skar Samuel igennem med en anden Historie.Han var ikke ung, det var ikke om Kærlighed, han fortalte men om en vis sindssyg Slagtning, han havde været med til en Gang, hvor de traadte Tarmene ud af Folk med Støvlehælene og kvalte dem i deres eget Møg.

Overalt duftede det af udsprungne Trær, lunkent og syrligt som efter en Regn.Mikkel gik langsomt videre.Da han kom forbi Hjørnet, hørte han dem synge Vigilie inde i St.Clara Kloster, Stemmerne lød klart og dog murdæmpet, bønligt, som kom de fra Fanger nede under Jorden.

duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. Saa listede Mikkel nølende videre.Nede omkring Torvet var der Liv og Lys endnu, det var de fremmede Krigsfolk, der ikke kunde holde sig inde men der var ogsaa mange af Byens Borgere imellem.Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade for at gaa hjem, men da mødte han en Flok Landsknægte, der kom sværmende i meget høj Stemning.

Virkeligheden stod han halvt bevidstløs.Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr.Trods en Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed en Kælling skreg med Sild hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.

halve af Ordene sivede ham ud i Skægget.Og man opvartede med Krigshistorier, om Fægtninger her og der huit, huit om Sejre og Dødsfarer og...Heinrich, husker du den blonde Lenore raaber saa Clas ellevild.Jo, Heinrich mindedes Lenore.Historien haglede øjeblikkeligt fra hans Mund, Clas og Samuel vendte op og ned paa sig selv af Latter.

Benene lidt fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og røde Snabelsko, han stod med Brystet halvt til over Skuldrene og ned paa Brystet laa en Guldkæde.I venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner, af hvilke han nu og da nappede en med den højre Haand og spiste.

gaaet væk igen, før en af Knægtene henne i Stuen rakte sig i Sædet og brast i Latter.Se nu til ham der, ham med Hætten det gør godt, hvor det kommer Han talte tysk.De andre vendte sig godmodigt, men de kunde heller ikke lade være at le.

hvasse Od vendte imod ham, trak det ondt som en iskold Vind ned gennem hans Rygrad det undrede ham, han var nu ellers ikke bange for Kniven.Og Clas sang Ei werd ich dann erschossen, Erschossen auf breiter Heid, Man trägt mich auf langen Spieszen, Ein Grab ist mir bereit So schlägt man mir den Pumerlein Pum, Der ist mir neunmal lieber Denn aller Pfaffen Gebrumm.

Latter lød som en Skralde.Saa, Punktum, der holdt han op og sad indesluttet som før.Lidt efter tog de afsted for at slippe ind i Byen, inden Portene blev lukket.Da de kom udenfor, følte Mikkel Thøgersen igen Afstanden mellem sig og Soldaterne, han holdt sig tilbage og tog Afsked, saa snart de var naaet indenfor Nørreport.

der stod han saa fast.Ghm Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer.Mikkel skulede op og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar...og der borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare Ansigt.

Lykkedag.Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene.Manden skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans Besøg.

Mikkel pustede.Da saa Ove Gabriel frem paa ham og fejede langsomt sin hule Haand forbi Ansigtet.Du har drukket, sagde han.Han bare slog fast, at Mikkel havde sviret.Og han kunde blive ved at se med sine runde moralske Øjne uden at blinke, eller uden at de løb i Vand en Gang.

straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt hans Hoved, og han tabte Lysten.Under mange Tvivl naaede han ned i den Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede.Da han stod udenfor Døren, var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have Ende paa det.

Iversen vilde ingen have og sagde fremdeles ikke noget.Nu sad Mikkel Thøgersen paa Bænken, hed og flov og venlig, den lækre Vin befriede hans Tynge, og dog følte han sig ubodeligt mismodig.Hans Sjæl fløj de sorgløse Herrer imøde, og samtidig beholdt han en Frygt for at være dem prisgiven og hele hans Humør begyndte at svømme og vugge i Rytme.

lærde Ven igen raabte en af dem, og hans læspende Udtale var ikke til at tage fejl af det var de fire, han havde truffet ude i Serritslev og et Par Stykker til.Clas tog ham i Armen og vilde have ham med, og Mikkel kunde ikke sige nej.

slemt mager...det er sært.Sjælen vil blive i dig, sagde Mikkel og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der hang sammen som Skroget af en arm, udpint Kælveko.Ove Gabriel stak sig under Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hænderne og afskød et Vers mod sin Kontubernal.

Stemmen var lav og klangløs, men Mikkel hørte, at han satte den ned, fordi det nu just nu var en som ham, han talte med hvad han vilde, hvad han hed, Jens Andersen havde ikke god Tid.Mikkel Thøgersen kom da frem med det.Om han kunde faa et godt Raad, han vilde gærne udenlands og studere.

Andersen Beldenak havde hakket og snakket om Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig overhørt Mikkel Mikkel havde svaret som i Søvne men var dog sluppen til at gøre god Rede for sin Lærdom.Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens Andersen havde hugget i Luften med sin haarede Haand saadan, da da da da.

extingue lucem tilføjede han i en mæt Tone.Slukke Lyset, slukke Lyset tænkte Mikkel, der skulde ikke mange Pust til.Han bøjede sig og blæste Praasen ud, tog saa sin Pigkæp og famlede ned ad Stigen.Oven over ham lød Ove Gabriels satisfakte Stemme, han læste sin Bøn.

Skaal, Skaal Ihr Herren Mikkel Thøgersen drak med Anstand og rettede sin stageagtige Krop, idet Vinen løb i ham.Han skød Blikket hastigt over Bordet og fikserede den ene af Herrerne, den yngste, der sad med Hovedet støttet i Haanden.Det var en hvid, tæt Haand uden synlige Aarer eller Knoer, Fingrene gravede i det lysebrune Haar.

Iversen tømte Bægret saa tit det blev fyldt og undergik ikke fjærneste Forandring derved.Clas, ham med Skaaret i Læben, stemte op med en Sang, det lød ikke saa lidt besynderligt.Mikkel Thøgersen tog et af de vældige Tohaandssværd og vejede det prøvende i Haanden de viste ham Tagene.

kendeligt paa deres Stemmer, at de var haardt forkomne af Svir nu.Otte Iversen var ikke mellem dem mere.Næste Dag saa Københavns Borgere en Vogn ride med alle fire Hjul tværs over Mønningen af et højt Hus ud til Torvet.Der var nogen, der om Natten havde skilt den ad, slæbt Delene op paa Taget og samlet dem igen der.

desuden vant til, at Folk modtog ham med en vis Forbavselse, som Storken, det gjorde Jens Andersen ikke saadan en Mand var han altsaa.Men Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstændighed nu.Og idet han talte om at rejse udenlands, stammede han hjælpeløs, svimmel ved Tanken om Rom og alt det der fuglefjærnt søndernede han var ellers en Smedesøn oppe fra Limfjordsegnen.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over Hovedhuden.Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre.Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa Plankerne, lutter højfornemme Mænd.De bragede ud paa Gaden og bøjede i skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa hældet til Siden i Svinget.

Mikkel Thøgersen havde haft dette uomskifteligt laudable Ansigt foran sig i tre Aar, Ove Gabriels talende Tavshed havde siddet til Doms over ham til enhver Tid.Ove Gabriels retfærdige Øjne vilde flytte sig efter ham og stikke ham med Forbehold, med lovlig Ondskab, til han visnede paa Stolen.