Générateur danois de faux textes aléatoires

rejste den ene af Knægtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog høfligt tilorde paa sin tysk Vor Lystighed var ikke ondt ment gør De os ikke den Ære at drikke et Glas Vin Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud.

Virkeligheden stod han halvt bevidstløs.Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr.Trods en Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed en Kælling skreg med Sild hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.

Næsten i det samme mærkede han en hæftig gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos Gud og Hvermand.Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa, overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag.

gaaet væk igen, før en af Knægtene henne i Stuen rakte sig i Sædet og brast i Latter.Se nu til ham der, ham med Hætten det gør godt, hvor det kommer Han talte tysk.De andre vendte sig godmodigt, men de kunde heller ikke lade være at le.

paa den anden Side vidste Tyskerne her heller ikke, at han i en snævrere Kres var bekendt som Ophavsmand til latinske Oder og Distika...hvorfor sagde den unge derovre ingenting Otte Iversen Der faldt Navnet.Saa var det ham alligevel.Og Mikkel huskede i samme Nu en graa, brøstfældig Port, en Mur og et Spir hjemme i Jylland han følte sig selv staa klejn og elendig der udenfor.

Værdier var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin Stilling ud længere.Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem for sig.Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han var kommen i Tanker om Susanna.

Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at aande.Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin gru, gru Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo.

Luften var sval, Stjærnerne straalede højt over Hovedet.Til begge Sider skød Straatagene Ryg som Dyr, der sover med Hovedet gemt.Nede i Gaden vankede Vægteren med sin Lygte og lyste op ad de lukte Døre.Men ude paa den anden Side Bjælkeværket glittede Vandet, en Stjærne spejlede sig inde mellem Sivene i Graven.

Læsset holdt udenfor Serritslev Kro de svedige Heste vendte Hovedet tilbage og smagte paa Bidslet, de kunde nok lide at staa.Kusken lindede sig ned paa Hamlen, skrævede til Jorden og gjorde Tømmen fast.Saa vendte han sig mod Bislaget og raabte ind og snød Næsen.

Iversen vilde ingen have og sagde fremdeles ikke noget.Nu sad Mikkel Thøgersen paa Bænken, hed og flov og venlig, den lækre Vin befriede hans Tynge, og dog følte han sig ubodeligt mismodig.Hans Sjæl fløj de sorgløse Herrer imøde, og samtidig beholdt han en Frygt for at være dem prisgiven og hele hans Humør begyndte at svømme og vugge i Rytme.

nogen talte til ham, spjættede han sidelængs med det ene Ben og svarede rapt op som en Mops, der staar paa Bagbenene og bjæffer Mikkel kunde se, at han stadig bulede sin højre Kind ud med Tungen, naar han havde sagt noget.En Gang lo de allesammen, selv Prinsen blottede Tænderne, og Dvergen bulede Kinden voldsomt ud da lo ogsaa Mikkel taknemlig for sig selv.

Huden var farveløs og tæt uden en eneste Rynke.Sorte Tænder...det var nemt at se, at han var en Jyde.Mikkel kunde ikke taale hans Blik længere, han saa som fortryllet hen paa Reolerne, der løb rundt for ham.Et Kvarter efter stod Mikkel Thøgersen nede paa Gaden.

Lyset, blev Kusken straks staaende ved Døren ramt af Ærefrygt ogsaa den anden tabte Sikkerheden.Midt i Stuen ved Bordet sad fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Garde, der fornylig var kommen til Byen.De straalede af Klæder, deres røde, spækkede Ærmer, deres Fjer og Skæg fangede Øjet som en Glædesild.

slemt mager...det er sært.Sjælen vil blive i dig, sagde Mikkel og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der hang sammen som Skroget af en arm, udpint Kælveko.Ove Gabriel stak sig under Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hænderne og afskød et Vers mod sin Kontubernal.

Iversen tømte Bægret saa tit det blev fyldt og undergik ikke fjærneste Forandring derved.Clas, ham med Skaaret i Læben, stemte op med en Sang, det lød ikke saa lidt besynderligt.Mikkel Thøgersen tog et af de vældige Tohaandssværd og vejede det prøvende i Haanden de viste ham Tagene.

rystede sig et langt knoglet Menneske med Hætte over Hovedet.Singodt, sagde han.Karlen slog den røde Dram i sig og hostede behørigt.Om han ellers holdt videre, Kusken De kunde jo altid gaa indenfor og tage en Snaps mere paa Følgeskabet.

Benene lidt fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og røde Snabelsko, han stod med Brystet halvt til over Skuldrene og ned paa Brystet laa en Guldkæde.I venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner, af hvilke han nu og da nappede en med den højre Haand og spiste.

hoppede latterligt i Sadlerne klik, klik.Sværdene dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper slog Hurra i Luften.Mikkel forføjede sig op i Byen.Overalt Soldater, Hestespektakel.Selve Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i fuldeste Harnisk.

Landet laa stille derude i mosgrønt Mørke, langt ude fra Søerne kom en tæt myldrende Musik af Frøerne.Byen var falden til Ro.Vandet slikkede dæmpet mod Stolperne i Graven.En mjavs Kat vaandede sig langt borte paa et eller andet Tag.Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt bøjet tilbage op mod Skorstenen og Stjærnerne.

Hølæs kørende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og gyngende paa den vanskelige Vej.Som det listede afsted i Tusmørket ind gennem den snævre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet Dyr, der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden.

Andersen Beldenak havde hakket og snakket om Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig overhørt Mikkel Mikkel havde svaret som i Søvne men var dog sluppen til at gøre god Rede for sin Lærdom.Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens Andersen havde hugget i Luften med sin haarede Haand saadan, da da da da.

vendte han Hovedet om mod den henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede hans Haar var af en fyldig mørkerød Farve.Ak, ogsaa jeg er rødhaaret, tænkte Mikkel.Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt nej, nu lo han og rynkede Øjnene Ligevægt Besynderligt Saaledes saa et Menneske ud.

Inden Middag vidste hele Byen, at det var Prins Christiern, der havde været Mester for det.Lyset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige Kammer.Skønt Ove Gabriel for længe siden var gaaet paa Forelæsning, kunde Mikkel lugte ham, han trak med Væmmelse paa Næsen.

Stemmerne lød opdragent derinde og afdæmpet.Der var tændt to store Ambralys.Helt længst tilbage i Stuen saa Mikkel Otte Iversen, han stod for sig selv men lod til at være i glad Stemning.Men Mikkel havde ikke meget tilovers for ham iøvrigt lige for Tiden.

vilde Ove Gabriel bemærke Erindre, at det er mit Lys, vi studerer ved.Mikkel Thøgersen rejste sig og aabnede Taglugen han var saa høj, at han kom til at rage ovenud med hele Overkroppen.Paa den Maade plejede han at gøre sig usynlig for Ove Gabriel.