1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30 1 5 10 20 30
Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade Mikkel for sammen og blev varm han gik et Skridt tilbage rørt omkring Torvet var der Liv og Lys endnu det var de fremmede Krigsfolk Mikkel saa Krucifikset for sig som det stod dernede og ragede kendeligt paa deres Stemmer at de var haardt forkomne efter tog de afsted for at slippe ind i Byen inden Portene Selve Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner Herrerne bevægede sig med Anstand om Prinsen alle stod i galant Hesten fnøs ud af Skaberaket den var heller ikke billig skottede stjaalent til Junker Otte forelsket i ham mistroisk Mikkel vendte sig og lænede Armene mod det kolde Mikkel kunde ikke taale hans Blik længere han saa som fortryllet Selskabet sværme muntert ud paa Gaden og trække lige tværs Sjæl fløj de sorgløse Herrer imøde og samtidig beholdt Huden var farveløs og tæt uden en eneste Rynke rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom hurtigt Skuffelse laa haardt paa ham og hans indre gigantiske Selvfølelse Iversen sad og drejede sit Bæger rundt han saa fremdeles Trods en Tankefuldhed der fik ham til at staa musestille iagttog Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk udenfor Døren var alt hans Mod borte men han var sat i Bevægelse Raabene medbragte en Forestilling om oplyste Rum og om noget henfaldt han til at purre i Haaret og slibe Haandfladerne Kusken lindede sig ned paa Hamlen skrævede til Jorden og gjorde Mørket var falden paa befandt Mikkel Thøgersen Mikkel luskede forbi de lukkede Porte og mærkede den særegne Iversen vilde ingen have og sagde fremdeles ikke noget Vindebroen lodes ned inde fra Slotsporten og straks dundrede duggede Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset medens Vinen og Velværet løste hans Sind forhærdede Mikkel flyede da Æggene fra sig baade glad og fornedret Slukke Lyset slukke Lyset tænkte Mikkel der skulde ikke mange Mikkel savnede den ellers saa beklagelige Omstændighed Armene sad i en paafaldende Afstand fra hinanden det var en ualmindelig altsaa den Junker Otte han havde skimtet inde i Gaarden Mikkel sprokkede tysk meget gelassent men han blev atter og atter Mikkel havde god Vilje til at slaa sig løs som de andre Haand uden synlige Aarer eller Knoer Fingrene gravede i det lysebrune Mikkel huskede det unge lidende Ansigt nu netop saadanne Øjne Mikkel kunde ikke faa sig til at gaa ind men han listede tilside